Amsterdam på cykel. Tur 1: mylder og ro, by, flod, polders og kanaler - ca. 22 km
Denne tur tager dig fra midtbyen ud langs den brede flod Amstel - væk fra mylder og tæt bebyggelse og tilbage igen. En smuk og meget varieret rundtur.
Amstel er 31 km lang. Den løber fra Nieuwveen/Uithoorn til Ij.
Der er ofte meget liv både på og langs floden.
Husbåde, robåde, turbåde, fragtskibe, paddleboard yoga, picnichygge o.m.a.
Der er cykelsti på meget af turen, så når du først er kommet lidt væk fra mylderet, kan du sænke skuldrene og nyde omgivelserne.
Når du når til Amstelpark, kan det være du vil prioritere et stop.
Amstel park er nemlig et besøg værd. Det kan du læse mere om i et andet På tur med Lise opslag. Du må ikke cykle i Amstel park, men har du tid så hop af cyklen og gå en tur. Måske er storkene hjemme.
Derfra kommer du forbi en smuk typisk og meget velholdt hollandsk mølle ”De Riekermolen” fra 1636 og en lille Rembrandt statue.
Turen videre syd på langs Amstel bliver mere og mere landlig.
Cykler du på det tidspukt af døgnet, kan du opleve de flotteste solopgange langs denne rute.
Læg mærke til alle de steder, hvor du passerer huse, der ligger under havets overflade. Husenes vinduer ligger der langs Amstel og kigger op på vandspejlet.
På et tidspunkt når du til byen Ouderkerk aan de Amstel. Her kan du nyde en frokost eller andet på en af de caféer, der ligger lige ud til Amstel. Amstel løber lige igennem byen, så hvis du vil opleve mere af den, må du om på den anden side af floden.
Det gør vi ikke på denne tur. Nu er det tid til at vende snuden mod Amsterdam igen og på vejen opleve hollandske polders.
Poldere er hollandske landområder, der er indvundet fra havet, og som bruges til f.eks. landbrug, natur- og rekreativeområder, men de bebyggelse også. Små 20 % af Hollands landareal er indvundet fra havet eller søer.
Vandet bliver pumpet væk af pumpestationer, som transporterer vandet fra det lave land og ud i gennem et komplekst system af drængrøfter, kanaler til havet eller større floder (her Amstel f.eks). Engang var de hollandske møller med til at pumpe vandet væk, i dag er det arbejde mestendels overtaget af moderne, computerstyrede pumpestationer.
Området, du cykler igennem på vej tilbage mod Amsterdam C hedder Middelpolder, og er et fint eksempel på et polderområde, der fungerer som naturområde - fuglereservat og landbrug. Du kommer forbi mange af de små kanaler, der holder området tørt. Er du til fugle, er det bare med at nyde det myldrende liv. Storkene kommer her også tit.
Fra de skønne grønne områder bevæger du dig igen mod bylivet. Du kommer forbi bagsiden af Amstelpark via en smuk men noget trafikeret allé og videre gennem Beatrixparken op ad Beethowenstraat.
Beethovenstraat ligger i Amsterdam-Zuid (syd). Den er kendt for sine specialbutikker, delikatesseforretninger, modebutikker og hyggelige caféer.
Ruten fortsætter til enden af vejen og drejer til venstre. Ikke langt fremme dukker Koninklijk Concertgebouw (Det Kongelige Koncerthus) op på din venstre hånd og Museumplein op på din højre.
Concertgebouw er kendt for at have en af de bedste akustikker i verden, så er du til klassisk musik, kan jeg på det varmeste anbefale dig et besøg. Der er ofte gratis koncertsmagsprøver om formiddagen, men det skifter meget, så det må du undersøge på deres hjemmeside.
Museumspladsen kaldes sådan, fordi her ligger flere store museer: Rijksmuseum, Van Gogh-museet, Stedelijk-museet, Diamant-museet og Moco Museum.
Pladsen bruges tit til store arrangementer som festivaller, demonstrationer, fejringer, udstillinger m.m.
Der er ofte levende musik, du kan nyde på din vej ind gennem passagen i Rijksmuseet.
Rijksmuseum Amsterdam er iøvrigt meget spændene at besøge. Det er Amsterdams største museum, og der er underholdning til flere dage.
Den sidste del af turen tager dig langs smukke kanaler i centrum og de 9 broer.
Turen slutter, hvor den startede.