Gulerodssalat med ingefær, kardemomme og mynte
Jeg synes, denne salat passer godt til retter med kylling og fisk eller som en del af en vegetarmenu
Ingredienser
500 g gulerødder
1 økologisk citron
1 økologisk appelsin
1 – 2 spsk. fintrevet ingefær
1 tsk. ahornsirup
1 lille teske stødt kardemomme
100 g cashewnødder
Frisk mynte
Tip
Cashewnødder er milde, bløde og sødlige i smagen. Du behøver ikke riste dem i denne ret, de er også lækre, som de er, men smagen bliver på en måde mere intens og mindre blød, når de ristes.
Fremgangsmåde
Skræl gulerødderne. Brug derefter skrælleren til at lave lange strimler af gulerødderne.
Riv skallen af citronen og appelsinen og pres derefter saften ud af dem.
Bland citrusskal og -saft med ingefær, ahornsirup og kardemomme. Hæld blandingen over gulerødderne og bland godt rundt.
Smag til og juster med mere surt, sødt eller kardemomme.
Rist cashewnødderne og køl dem af, hak mynten fint og drys begge dele over gulerødderne.